Nyhed

Verdensmål og bæredygtighed i hverdagen

– viden, fællesskab og konkrete valg på Herning Bibliotekerne

Af Biblioteket

Hvordan hænger bæredygtighed, hverdagsliv og fællesskab sammen?

Det spørgsmål arbejder Herning Bibliotekerne med som en del af bibliotekets oplysnings- og dannelsesopgave.

Bæredygtighed handler ikke kun om klima og miljø, men også om fællesskab, livskvalitet, ansvarlig brug af ressourcer og adgang til viden. På biblioteket formidler vi viden om FN’s Verdensmål og bæredygtighed i øjenhøjde – med fokus på det, der er relevant og muligt i hverdagen.

Biblioteket er samtidig et bæredygtigt fællesskab i praksis. Materialer deles og cirkulerer fra låner til låner, og ressourcer bruges igen og igen. Det er et af de mest enkle eksempler på bæredygtighed og et naturligt afsæt for at skabe dialog, inspiration og handlemuligheder for borgerne.
 

Verdensmålscaféerne – åbne samtaler for alle

Som en del af bibliotekets arbejde med bæredygtighed afholder vi Verdensmålscaféer året rundt. Caféerne er åbne mødesteder, hvor borgere kan blive klogere på klima, bæredygtighed og verdensmål gennem samtale, videndeling og konkrete hverdagsnære temaer.

Man behøver hverken at være ekspert eller have forhåndsviden for at deltage. Verdensmålscaféerne henvender sig til alle, der er nysgerrige og har lyst til at dele erfaringer og få ny viden i fællesskab med andre.

I uge 5 og 6 sætter Herning Bibliotekerne særligt fokus på Verdensmål og Verdensmålscaféerne gennem en oplysningskampagne, der introducerer konceptet og inviterer flere borgere med i samtalerne.
 

Biblioteket og FN’s Verdensmål

Herning Bibliotekerne er verdensmålscertificeret og arbejder aktivt med FN’s Verdensmål – både i formidlingen til borgerne og i bibliotekets egen drift. Det betyder blandt andet økologiske valg, mere miljøvenlige materialer, affaldssortering og fokus på ansvarlig brug af ressourcer.

Som lokalt videns- og mødested har biblioteket et særligt ansvar og en særlig mulighed for at gøre verdensmålene nærværende og relevante i hverdagen.